Om Kystskabt Keramik

Kystskabt Keramik er unikke skulpturer inspireret af havets rytme og kystens sanselighed. Af bølgerne der former landskabet, skyller spor væk, lægger nye. På samme måde bølger og strækker skulpturerne sig i en invitation til berøring og nærvær. Kystskabt Keramik er rodfæstet i det nordvestjyske, hvor hvert enkelt værk skabes i hænderne af mig, Ninna Nørgaard Toudal, med respekt for det organiske udtryk og lerets egen vilje.

“Havet rummer for mig en stor terapeutisk og meditativ kraft. Det slår rytmisk mod kysten, som det har gjort i tusinder af år – uforanderligt og foranderligt på én og samme tid. I mødet med havets uro findes en mærkelig ro. Det minder os om, at vi er midlertidige, men en del af noget større – en cyklus, som fortsætter længe efter os. Jeg stræber efter at indfange den samme tidsløshed, ro og naturlighed i mine værker.”